Vuggestue og børnehave

VuggestuenVuggestuen

I Krudthusets vuggestue vægter vi at skabe en rolig, tryg og inspirerende hverdag, med aktiviteter og leg der understøtter det enkelte barns udvikling.Vi yder nærvær, tilbyder samvær og samler på stjernestunder.

Krudthusets vuggestue er organiseret i 2 grupper, Goplerne og Krabberne, der har hver sin stue.

 

Fra morgenstunden og indtil kl. 8.00 er vi samlet på den ene stue, men efter kl. 8.00 er begge stuer åbne. Begge stuer forbliver åbne frem til ca. kl. 16.00 hvorefter vi igen samles på den ene stue.

 

Vi tilbyder morgenmad til de børn der ikke har spist hjemmefra, frem til kl. 7.30. Morgenmaden spises på en af de 2 stuer.. Omkring kl. 9.00 spiser vi et lille formiddagsmåltid, der eksempelvis kan bestå af lidt frugt, brød og drikke. Vi spiser frokost kl. 11.00 og eftermiddagsmad igen ca. kl. 14.00

 

De fleste børn sover til middag efter frokosten, men vi forsøger at være så fleksible som muligt i forhold til sovetider, idet børn og deres søvnrytme/behov naturligvis er individuelt. Vi vækker ikke sovende børn og vil altid individuelt vurdere det enkelte barns behov for søvn.

Da der kan være stor aldersspredning og dermed spredning i udviklingen hos de enkelte vuggestuebørn, arbejder vi meget integreret på de 2 stuer. Dermed kender børnene alle de voksne, hvilket igen giver os mulighed for at samle aktivitets-grupper på tværs af de 2 stuer, således at vi eks. samler de ældste til én aktivitet og de yngste til en anden.

 

I vuggestuen bruger vi vores udearealer meget. Vi har et område på legepladsen, der er målrettet vuggestuebørn, men bruger også resten af den store grund. Vi er helst ude hver dag, gerne både formiddag og eftermiddag og nyder udelivet både når vejret er solrigt og temperaturen behagelig, når det regner og vi kan plaske i vandpytter, og når sneen ligger og vi kan kælke. Vi ynder at sige at det ikke er vejret der definerer OM vi er ude, blot hvor længe vi er det og hvordan vi er klædt på.

 

 

BørnehavenBørnehaven

I Krudthusets børnehave vægter vi ligeledes at skabe en tryg og inspirerende hverdag for børnene, ved at arbejde i både små og store fællesskaber. Således er Krudthuset organiseret i mindre "klubber" af ca. 10 børn, med en fast tilknyttet medarbejder. I klubben er barnet sammen med jævnaldrende og her foregår der en vekslen mellem voksen-igangsatte aktiviteter og barnets frie valg. Det er også i klubberne at måltiderne spises sammen.

I den øvrige tid er Krudthuset struktureret efter "åben plan" princippet, der betyder at vi har en række værksteder, der tilbyder barnet forskellige muligheder for aktivitet og leg.

Vi vægter alsidige og fleksible læringsmiljøer og derfor er nedenstående blot et udvalg af de aktiviteter der kan foregå i det enkelte værksteder:

  • Legestuen er stedet for Lego, Jovo, Flexitrax og andet konstruktionslegetøj, samt spil og puslespil.
  • Tegnerummet bruger vi når vi har lyst til at tegne, klippe, klistre, sy og knytte eller lege med perler
  • Tumleren er vores "indendørs legeplads" hvor vi kan rutsje, lege vildt, hoppe i madrasser, spille bold eller træne balancen.
  • Legekøkkenet er hvor mange rollelege udspiller sig og er indrettet med legekøkken, dukker, dukkehus m.m.
  • Træværkstedet er hvor vi saver, sømmer, skruer og måske bygger en kæphest eller et sværd
  • Legepladsen i Krudthuset er et kapitel for sig. Den er indrettet med både traditionelle legeredskaber som gynger, sandkasse, rutsjebaner, legehuse, boldbane og bålsted. Grunden er dog så stor at meget af den får lov at vokse vildt og dermed byder på mange spændende muligheder for leg og opdagelse. En del af legepladsen er flere rækker meget store poppeltræer, der danner en skov vi kan gå på opdagelse i.
  • Klubberne Hver klub har desuden et grupperum, der har skiftende muligheder for leg og aktivitet.

Hverdagen i Krudthuset består altså af en vekslen mellem voksen igangsatte- og styrede aktiviteter og barnets mulighed for selv at vælge aktivitet og legerelationer.

 

Vi mener denne struktur giver barnet de mest optimale udviklingsmuligheder, samt giver medarbejderne de bedste muligheder for at følge det enkelte barn i sin udvikling og have det tættest mulige samarbejde med forældrene.

 

Dermed har vi skabt rammerne for Samvær, Nærvær og Stjernestunder.....